Foreningen af danske inseminører - inseminor.dk




Opdateret d. 8.1.2007

INSEMINØREN
nr. 16 - 2006
17. årgang

Lederen


Af formand Flemming Døssing.

Allerførst vil jeg takke for den tillid i som medlemmer har vist mig, ved at vælge mig til bestyrelsen. Dernæst vil jeg takke den nye bestyrelse, som har valgt mig til at varetage hvervet som formand for inseminørforeningen.
Jeg er ydmyg overfor denne tillid, og vil gøre hvad jeg kan for at vi fortsat har en god og visionær faglig forening. Jeg har dog den indstilling til bestyrelses arbejde at det er en fælles bestyrelse, som også er fælles om opgaverne, og jeg er sikker på at det er der enighed om, i bestyrelsen.
Kim Larsen synger i en af sine mange sange bl.a. »hvor skal vi hen lille du«, og det spørgsmål kan vi vel også godt stille til vores forening.
Er det godt nok som foreningen fungerer nu, eller kan man forestille sig forandringer.
Hvis der skal ske forandringer skal det som udgangspunkt være til alles bedste, men man kan jo ikke altid være sikker på at de beslutninger vi tager om forandringer bliver til det bedre, men jeg mener ikke det må forhindre medlemmer og bestyrelse i at tænke visionært, og også turde prøve noget nyt.
Der rører sig en del på pensionsmarkedet og selvom vi i dag er godt tilfredse med vores samarbejde med PFA, er det altid en forenings pligt at sikre sine medlemmer det bedst opnåelige i enhver situation, og det kunne være et område hvor vi vil gå i gang med en dybere analyse af vores nuværende aftale.

På spørgsmålet om vi har alle kollegaer med i vores forening, kan jeg svare nej, det har vi desværre ikke, men jeg synes det vil være godt hvis vi alle var med i vores fælles forening. Vi kunne dermed fremstå som en stærk og samlet flok af inseminører i Danmark. En opgave som jeg godt synes alle medlemmer kan tage del i, ved at fortælle hvilke goder man får for sit kontingent når man er medlem af foreningen.
Det er nu også snart tiden, hvor vi så småt skal til at tænke i overenskomst. Den skal vi i gang med til efteråret 2007, og min fornemmelse fra sidste gang er, at alle synes det var godt at komme med indspil til bestyrelsen, om hvad der skulle prioriteres højt på ønskelisten, på de møder foreningen havde i efteråret 2004, rundt i landet. Jeg synes det var en stor succes og håber vi kan gøre noget lignende hen over sommeren næste år.
Foreningen har næste år 60 års jubilæum, og bestyrelsen ønsker at markere dette og jeg vil hermed opfordre til at man bakker op om det arrangement der bliver sat i værk.

Med ønsket om en glædelig jul og et lykkebringende nytår.

Formand Flemming Døssing, Tlf. 74 87 17 44