Resultater
Jensen kontra Hansen
Jensen får 21 drægtigheder mere end Hansen. 10% aborteres/dør i fødsel. Jensen får 9 kviekalve og 9 tyrekalve mere end Hansen. Der er brugt 39 insemineringer mere i Jensens besætning. Nettoværdi af den bedre reproduktion er cirka. 30.000 kr.

Nielsen kontra Jensen
Nielsen får 26 drægtigheder mere end Jensen. 10% aborteres/dør i fødsel. Nielsen får 11 kviekalve og 11 tyrekalve mere end Jensen. Der er brugt 47 insemineringer i Nielsens besætning. Nettoværdi af den bedre reproduktion i Nielsens besætning er 37.000 kr. i forhold til Jensen.

Nielsen kontra Hansen
Nielsen får 46 drægtigheder mere end Hansen. 10% aborteres/dør i fødsel. Nielsen får 20 kviekalve og 20 tyrekalve mere end Hansen. Der er i øvrigt brugt 86 insemineringer mere i Hansens besætning. Nettoværdi af den bedre reproduktion er cirka. 67.000 kr.. Du bestemmer selv, om du vil være Hansen, Jensen eller Nielsen. Det handler om strategi. Hvor mange af køerne påbegyndes efter kælvning, og hvor mange af de påbegyndte køer bliver drægtige igen. Hvis du i dag er en "Hansen", så tager det 3-5 år at blive en "Nielsen". Der er mange penge i en god reproduktion.

Hvad er god reproduktion?
Hvad er en god reproduktion i besætningen? Det er der mange forskellige opfattelser af. Nogle tænker på omløbere, andre kun på tomdage, og atter andre har helt andre målsætninger. Det væsentligste er at have en målsætning på besætningsniveau. Denne målsætning kunne være at få født så mange kalve, som man senere skal bruge for at erstatte de køer, som man af en eller anden grund vil have erstattet. Det er naturligvis umuligt at vide, hvor mange man vil få brug for om cirka 3 år, som er den tid, der går fra man skal beslutte inseminering / ikke-inseminering, til kvien kælver første gang. Erfaringen i mange besætninger viser, at man sjældent har for mange kælvekvier. Ofte kunne man bruge et par mere.

Hvad er en god besætningsfrugtbarhed?
Antal drægtigheder pr. årsko: 1,25
% inseminerede af kælvede: 90%
% drægtige af inseminerede: 80%
% drægtige af kælvede: 75%
Gennemsnit tomperiode: 90-120 dg.
Gennemsnitlig kælvealder for kvier
Store racer: 24 - 26 mdr.
jersey: 22 - 24 mdr.

Hvor realistisk er det at opnå denne målsætning for reproduktion i besætninger? Det er særdeles realistisk. Har man først nået 1,3 fødte kalve pr. årsko, bider dette resultat sig selv i halen. Man vil blive ved at have det. Hvis der fødes 130 kalve i en besætning på 100 årskøer, vil man have cirka 60 levende kviekalve og dermed på lidt længere sigt 60 kælvekvier til at sætte ind i besætningen, svarende til en udskiftningsprocent på 60. Vel og mærke fordi man hele tiden har en ung og lovende ungdyrspopulation, og ikke fordi køerne ikke kan producere mere. De vil blive sat ud på et tidspunkt, hvor de ikke koster meget, og forædlingsvirksomheden får et godt produkt at arbejde videre med. Hvis man som målsætning vil have 130 kælvninger om året, og hvis de 60 er kvier, der kælver, så skal kun 70 af de 130 køer kælve en gang mere det pågældende år. Det vil sige, at det er nok, hvis 55% af køerne kælver det følgende år. Nu er det ikke alle besætninger, der i dag har 1,3 født kalv pr. årsko og dermed 60 kvier at sætte ind i besætningen pr. år. Hvis man i en besætning på 100 køer kun har 40 kvier, må man have 20 kælvninger mere fra køerne eller i dette eksempel 90 kælvende køer, hvilket også er absolut realistisk. Det svarer til 70% af de køer, som har kælver tidligere. Udskiftningen vil blive lidt mindre. Man må beholde nogle køer, som man egentlig godt ville have sat ud. Alle de nævnte eksempler er af hensyn til overskueligheden lavet i en besætning med 100 årskøer. Det er der naturligvis kun få, der har. Ovenstående skema skulle vise sammenhængen mellem antal årskøer, kælvninger pr. år, drægtigheder, kviekalve pr. årgang. (Se tabel 2) Ovennævnte "antal drægtigheder dags dato" er under forudsætning af jævn kælvning året igennem og drægtighedsundersøgelse indtil 35 dage fra sidste inseminering. Tabellen skal også bruges på den måde, at hvis man har 50 årskøer, så har man sat som målsætning at få 65 kælvninger i en periode. Man ved for eksempel, at hvis der i perioden indtil dato er født 35 kalve, så skulle der gerne stå 30 drægtige køer og kvier i besætningen, der kælver inden periodens udløb.

Forhold der har indflydelse på besætningens reproduktionsresultat
Der er mange forhold, der har indflydelse på det reproduktionsresultat, som kan opnås i besætningen. Det kan være svært at opfylde alle målsætninger, så det bliver nødvendigt at prioritere. Det vigtigste er helt klart at få så mange dyr med kalv som muligt. Tomperioden kan nedprioriteres, fordi en ko med flad laktationskurve måske med fordel kan have en lang tomperiode, medens en ko med stejl laktationskurve, for ikke at få for lang goldperiode, skal blive hurtigere med kalv. Problemet er, at man ikke kender laktationskurven - hverken niveau eller form på det tidspunkt, hvor der skal tages stilling til, om en ko skal insemineres eller ej. Derfor vil det være en billig forsikring at inseminere alle de køer, som man er i tvivl om skal insemineres eller ej. Som en tommelfingerregel skal der insemineres cirka 85% af de kælvende køer, hvis kvieårgangen er 40-50% af årskøerne, og 75% af de kælvende køer, hvis kvieårgangen er 50-60% af antallet af årskøer. En kvieårgang er antallet af kvier mellem 12 og 24 måneder.

De væsentligste faktorer for at opnå det forventede reproduktionsresultat er:
l. Start inseminering efter kælvning
2. Brunstobservationseffektiviteten
3.Drægtighedsprocenten

Reproduktionsresultatet er en kombination af ovennævnte ting. Hvis køerne holder 100% ved første inseminering, er der jo ingen grund til at inseminere før 100 dage efter kælvning. Hvis alle køer skal løbes tre gange før drægtighed opnås, skal man starte så tidligt, at man kan nå at inseminere tre gange, inden koen er 100 dage fra kælvning. Hvis man kun opdager køerne i brunst hver anden gang de er det, og de skal løbes tre gange, så skal man bruge 120 dage til brunstobservation og inseminering, inden drægtighed opnås; det vil sige, at man får en tomperiode på mindst 160 - 170 dage.

Brunstkontrol - erkendelse og inseminering
Brunstkontrollen er afgørende for et godt frugtbarhedsresultat i besætningen. Frugtbarhedsresultatet er en forudsætning for rimelige udskiftningsmuligheder i besætningen. Rimelige udskiftningsmuligheder er en forudsætning for altid at have "brugervenlige køer" i besætningen. De mindre brugervenlige kan udskiftes.

Hvordan nås et godt reproduktionsresultat?
l. Der skal startes med inseminering første gang koen er i brunst senere end 40 dage fra kælvning.
2. Kvaliteten af brunstkontrollen skal være så god, at der bliver insemineret på det "rigtige" tidspunkt.
Brunstkontrol er svært. Det er ikke noget venstre håndsarbejde; så bliver resultatet derefter.

Koens brunst
Ingen køer er ens. Et betydeligt kendskab til det enkelte dyrs luner og vaner er i høj grad afgørende for resultatet. Hvad plejer koen at gøre? Hvorfor reagerer den anderledes? Brøler, står op, virker påfaldende interesseret med højt hoved, strøelsen er væk, holder mælk o.s.v.

Brunsterkendelse
En ko er tyregal fra 3-4 timer til et helt døgn. Det er en af baggrundene for, at ikke alle køer erkendes i brunst. jo hyppigere brunstkontrol, jo flere fanges. Næsten alle køer bliver tyregal regelmæssigt, det vil sige med intervaller på 20-22 dage. Undtaget er intervallet mellem l. og 2. brunst. Her går ofte kun 15-17 dage. Det er værd at bemærke, at det er koen, der bestemmer og ikke 3-ugers kalender. En gennemsnitskvægbruger finder 40 % af de køer, som er tyregal. En tommelfingerregel siger, at jo flere brunster man erkender, jo bedre er kvaliteten af brunstkontrollen, og jo større er chancen for drægtighed ved inseminering. Dette er naturligvis en sandhed med modifikationer, og derfor skal tabellen tages med noget forbehold. Men tendensen er rigtig.

Brunstkontroltidspunkter
l . Sidst på formiddagen. Der er ro og lys i stalden.
2. Sidst på aftenen. Man har god tid, og der er ro.
3. Efter malkning. Mange køer lægger sig hurtigt efter malkning. Gå baglæns, når der er tid i malkearbejdet. Der er øget slimafgang lige efter malkning.

Inseminering
Koen skal insemineres, når den er erkendt i brunst. Hvis den også er tyregal sent samme dags aften eller næste morgen, må den insemineres igen. Det er umuligt ved brunstens start at vide, hvor længe den varer.

Brunstinduktion
Reproduktionskontrol med induktion af brunst med prostaglandin var måske en mulighed. Hvis der induceres brunst med prostaglandin, så må det være et krav, at alle de brunstinducerede dyr kan tidsfast insemineres. Kvaliteten af udvælgelsen skal være sådan, at cirka 60% af de inseminerede dyr "holder" efter den tidsfaste inseminering. Sammenfaldende kan siges, at l. Køerne skal insemineres første gang, de er i brunst, dog tidligst 40 dage efter kælvning,
2. Brunstobservationen skal være så god, at man finder 40-50% af de køer, som fysiologisk er i brunst. Det er næsten alle køer i løbet af en tre ugers periode. Nogle køer er kun i brunst i få timer, andre op i mod et døgn. For eksempel lige efter malkning, når køerne lægger sig sidst på formiddagen, hvor der er ro, og det er lyst samt i løbet af aftenen,
3. Drægtighedsprocenten efter hver inseminering skal være omkring 40. Hvis den er væsentlig lavere, er det som regel fordi, der er insemineret på det forkerte tidspunkt.

Ikælvning af kvier
Kvierne er talentmassen, som må afprøves i besætningen. Man må lægge en strategi for, hvornår man ønsker kælvninger. Det kunne være jævnt fordelt på alle årets 12 måneder, eller det kunne være i forhold til sæsondifferentieringen på mælk. Et er sikkert: kvierne skal løbes 9-10 måneder før, man ønsker, de skal kælve. Man skal i gennemsnit inseminere 10-12 kvier for at få 6 til at kælve 9 måneder senere. Nogle har intet besvær med at få kvierne insemineret rettidigt. Det handler også om tilvækst i opdrætningsperioden. Andre ønsker af tidsmæssige årsager en lettere løsning, og her må synkronisering overvejes. Man slipper for observationer og må forvente et resultat omkring 60% drægtighed af behandlede dyr.

Her kommer om uddannelse